Nyhed

DN-forslag om Naturens Rige som Naturkommune

DN kører i disse måneder et landsdækkende projekt, der går ud på at få kommuner til at melde sig som Naturkommune. Det indebærer bl.a. at de skal lave en naturpolitik, der beskriver naturen i kommunen, dens tilstand og udfordringerne. Når naturpolitikken er sat på papiret, skal kommunen lave regelmæssige handlingsplaner, der beskriver hvilke tiltage, der skal ske for at fremme den biologiske mangfoldighed i naturen. Handlingsplanerne skal have konkrete mål og tidsfrister for at nå målene.
Tirsdag den 24. september havde Per Mikkelsen og Jonna Odgaard fra bestyrelsen foretræde for teknik- og miljøudvalget for at forelægge forslaget om at Ringkøbing-Skjern - Naturens Rige - skal blive naturkommune. Vi indledte med vedhæftede power point præsentation om biodiversitetskrisen, om kommunernes forpligtelse i forhold til den og til naturen og om, hvad Naturkommune-projektet går ud på og hvilken hjælp, DN tilbyder, hvis kommunen vil være naturkommune. Bagefter svarede vi på spørgsmål.  
I referatet fra mødet står der: "Teknik- og Miljøudvalget tog orienteringen til efterretning. Administrationen udarbejder oplæg til drøftelse på et senere møde."
Der vil altså komme et forslag op på et efterfølgende møde i udvalget. Det venter vi nu spændte på udfaldet af.
Powerpoint præsentationen finder du her.