Fredning Brejning krat og Brejninggård
Brejning Krat fredningen er på 44,85 ha og Brejninggård/Bækbo Dam på 13,5 ha. De ligger tæt på Spjald.Fredningen af Brejning Krat nævner at Vestjylland er præget af store, monotone nåletræsplantager plantet i de sidste 200 år. Men der findes også skove med løvtræer og en righoldig natur – oven i købet med en årtusindgammel, spændende historie. Det fredede Brejning egekrat er en af disse løvskove.
Den centrale del af Brejning Egekrat blev fredet i 1920 – som en af de første fredninger i Danmark, kun tre år efter at den første naturfredningslov var trådt i kraft. Formålet med fredningen var at bevare den helt specielle egebevoksning.
I 1982 blev fredningen udvidet og moderniseret for at forbedre adgangen til krattet og for at give mulighed for pleje.
Hvis egekrattene med deres helt specielle planteliv og historie skal bevares, må de plejes dels ved at fjerne nåletræer og andre ”fremmede” træer, dels ved at efterligne de driftsformer, der skabte egekrattene. Som led i plejen afgræsses dele af Brejning Egekrat af får.
Der er en kommunal vandreturs folder for Brejning Krat, se link.
Den anden fredning er rundt om selv Brejninggård. I Vestjylland er der ikke mange store herregårdsanlæg. Brejninggård er et af de få, der findes. Dette smukke og spændende anlæg består af en fredet hovedbygning omgivet af voldgrave og mølledamme. Hele anlægget ligger i en løvskov med store, gamle egetræer.
Brejninggårds omgivelser og Bækbodam, i alt 13 ha, er fredet i 1951.
Ifølge fredningen er der adgang til at færdes ad en sti fra den offentlige vej forbi gården til Bækbodam. Danske Herregårde har følgende beskrivelse af historien, se link.