Indsanderne
Danmark har udpeget ca. 8% af sit areal til beskyttelse af biodiversiteten, de såkaldte Natura 2000 områder - et EU initiativ. Der er otte områder i Ringkøbing-Skjern kommune på godt 40.000 ha. Det er en del af dette område, der i 2021 blev udpeget til Naturnationalpark Stråsø, se opslag om parken til sidst under Naturen i Ringkøbing-Skjern.Det første område i Ringkøbing-Skjern kommune (nummer 64) er Heder på Skovbjerg Bakkeø (zoom ind på kortet for at se områderne). I Ringkøbing-Skjern kommune omfatter det: Rejkjær Sande (200 ha), Store Sande (60,7 ha), og Øster Sande (58 ha) samt hedeområder i Hoverdal Plantage (63,66 ha). Endvidere er et hedeområde i Fejsø plantage på 33 ha omfattet. Natura 2000 planen for området angiver at det indeholder naturtyperne: visse-indlandsklit, revling-indlandsklit, græs-indlandsklit, våd hede, tør hede, og levesteder for arterne: enekrat samt muligvis odder og vandsalamander. Området omfatter iøvrigt også hedelandskaber beliggende i Herning og Holstebro kommuner (se link til miljøministeriets hjemmeside om Natura 2000).
Der er stort set sammenfald med tilsvarende fredninger af områderne. I Øster Sande er 50 ha fredet i 1949. I beskrivelsen af fredningen oplyses at de statsejede område blev købt som et led i sikringen af naturværdierne, da statsskovbruget først i 1900-tallet opkøbte og tilplantede store hedearealer mellem Ringkøbing og Holstebro. I Store Sande er fredet ca. 60 ha i 1952. Det største indsande – Rejkær Sande – på ca. 246 ha er fredet i 1989. Formålet med fredningerne har været at undgå opdyrkning og tilplantning samt skabe mulighed for at få fjernet selvsåede nåletræer – først og fremmest bjergfyr, se hele teksten i dette link. Dermed skulle områderne blive bevaret som heder.
DN Ringkøbing-Skjern kan oplyse at Rejkjær Sande og Store Sande er privatejet, mens Øster Sande og Hoverdal Plantage er ejet af staten. Trods fredning og Natura 2000 status er områderne stadig delvis dækket af bjergfyr og andre ”fremmede” bevoksninger. Specielt de privatejede områder trænger til vedligeholdelse, hvis hederne skal overleve. Hoverdal plantage er med i "Life Forest Fit for Future" projektet, der har til formål at ændre nåletræsplantager til en mere varieret skovtype. Projektet blev ved taget i efteråret 2020 se link.
Der er en turfolder udarbejdet af Naturstyrelsen for Hoverdal (se link) og gode muligheder for at opleve ture til fods, på cykel eller hest på de mange grusveje. Området omkring Hover å er belyst i en folder der kan ses her. Øster Sande er ligeledes godt afmærket. Der er også fine stier i Rejkjær Sande, om end ikke afmærkede. I Store Sande er der ingen stier inde i selve området og det kræver gode vandrestøvler at gå ind i det ret kuperede område.
De to første billeder er fra Øster Sande. Det sidste fra søen i Rejkjær Sande, der ofte forsvinder om sommeren.