Træk- og vadefugle i den sydlige del af Ringkøbing Fjord
Danmark har udpeget ca. 8% af sit areal til beskyttelse af biodiversiteten, de såkaldte Natura 2000 områder - et EU initiativ. Der er otte områder i Ringkøbing-Skjern kommune på godt 40.000 ha.Ringkøbing Fjord og Nymindestrømmen (Natura 2000 område nummer 69) indeholder også Tipperne og Værneengene på 3.260 ha, der er fredet og iøvrigt det største fredede areal i kommunen. Dette Natura 2000-område er specielt udpeget på grundlag af en væsentlig tilstedeværelse af følgende naturtyper og arters levesteder: Strandeng, hvid klit, grå/grøn klit og klithede, samt vandranke, knopsvane, sangsvane, pibesvane, mørkbuget knortegås, gravand, pibeand, spidsand, alm. ryle og brushane. Natura 2000-planens målsætninger og indsatsprogram er væsentlige elementer i beskyttelsen af disse og af en generel sikring og forbedring af områdets naturværdier. Natura 2000 planen angiver at det største problem er strandengenes overgroning med tagrør, men DN Ringkøbing-Skjern vurderer at også udledning af kvælstof i fjorden har en negativ indvirkning på økosystemet i fjorden, ligesom saltindholdet er afgørende for en rimelig balance, der f.eks. tillader ålegræs at gro til gavn for trækfuglene.
Fredningsdokumenterne angiver at allerede i 1768 overtog staten den nordlige del af Tipperhalvøen, og i 1898 blev fuglelivet fredet og fra 1928 optalt og registreret årligt. Da afgræsningen og høslæt ophørte, voksede engene til – og de typiske engfugle forsvandt. I 1972 blev der sat kreaturer ud på engene, og mange arter vendte tilbage. Undersøgelser gennem så lang tid betyder, at forskere i dag har god viden om, hvad der skal sikre en artsrig flora og fauna på strandenge. Stor kobbersneppe, engryle, klyde, vibe og brushøne har i dag alene store bestande her på Tipperhalvøen og Vejlerne ved Limfjorden.
Værnengene blev først fredet i 2004, og området er privatejet og ikke sikret på samme måde som Tipperne. Danmarks Naturfredningsforening rejste sagen, da foreningen ønskede de mere end 300 jæger- og fiskerhytter fjernet senest ved årsskiftet 1994/1995. Hytterne ligger der stadig, da man senere erkendte, at de har en kulturhistorisk betydning og er til glæde for mange jægere, fiskere og andre lokale. Fredningen af Værnengene skal bevare landskabet, naturen og kulturen i området, og forhindre at græsenge opdyrkes.
Helt tilbage i 1947 blev Nymindestrømmen syd for Nymindegab fredet. Fredningssagen var rejst i 1939, men besættelsen blev en bremseklods. Et fredningsmøde på Nymindegab Kro konfirmerede fredning af området, idet dog ”Videnskabsmænd skal have ubegrænset adgang til at færdes paa og foretage videnskabelige Undersøgelser på hele det fredede Omraade”.
Tipperne og Værneengene er beskyttet af af bl.a. EU-Fuglebeskyttelsesdirektivet og reservatbestemmelser for Ringkøbing Fjord. Der foretages omfattende pleje af Tipperne for at sikre engfuglene. Se hele teksten til fredningen i dette link. Kommunen har en folder om Tipperne og Værneengene, der kan ses her. DOFs beskrivelse kan ses her.
De tre første billeder er fra Tipperne, mens det sidste er fra Værneengene.