Ensian Blåfugl på Lønborg Hede

Ensian-Blåfugl  har ikke været set på Lønborg hede siden 80'erne - men den er der stadig.

Ensian-Blåfuglen er een af de sommerfugle, der har en kompliceret livscyklus. Den lægger sine æg på Klokke-Ensian. Når larven er blevet få millimeter, lader den sig falde ned på jorden. Her laver den lyde for at tilkalde alm. stikmyre. Da larven lugter som en myredronning,  bærer myrerne forsigtigt larven ned i myreboet og fodrer den. Når larven bliver større, æder den løs af myrelarverne og året efter kan den kravle op af myreboet som en udvokset sommerfugl.  

Sidste og forrige år blev der fundet Klokke-Ensian med æg på. I år var to uafhængigt af hinanden, ude og kikke efter de flyvende sommerfugle og de fandt begge sommerfuglene. En population i den centrale del og een i den østlige del af heden.  

 

Ensianblåfugl i gang med at lægge æg på Klokke ensian. Klokke ensian gror hvor der er fugtigt. Der er gravet mange grøfter på Lønborg hede i forsøget på at dyrke den op og heden er blevet tør mange steder. Flere steder er der dyrket parceller op på tværs af heden - her truer gødskningen den vilde flora og altså klokkenesianen og ensianblåfuglen. Græsset tager over når der kommer næring på heden.

Styg bæk er blevet uddybet og selv om de dyr der engang græssede langs bækken, forlængst er trukket hjem og afgræsningen opgivet - så ligger bækken stadig langt under terræn og afvander heden. Rundt langs de lave moseområder dræner nye dybe grøfter og gør det svært for de oprindelige planter i mosen. Lønborg hede er een af Danmarks allermest specielle heder - den har nemlig aldrig været opdyrket selv om der er lavet mange indhug i den oprindelige hede der har ligget urørt siden istiden. Senest pløjede Niels Nygård på Brosbølgård - Tarmkær op på een nat i halvfjerdserne og forvandlede et af hedens fineste moseområder til kornmark.